Tlf: +45 5944 0565 · info@fokdalspringvand.dk
Biennalen Venedig 2021

Biennalen Venedig 2021

Con-nect-ed-ness: Den danske Pavillon på arkitekturbiennalen i Venedig 2021 sætter i udstillingen fokus på menneskers forbundethed med hinanden og med naturen i en totalinstallation, der består af et gigantisk kredsløb af vand lokalt opsamlet i Venedig. Fokdal Springvand har stået for vandkredsløbet som arkitekterne Lundgaard og Tranberg har tegnet og udviklet, i samarbejde med kurator Marianne Krogh.
På årets arkitekturbiennale i Venedig kan man som besøgende i Den danske Pavillon opleve ét samlet værk, der udforsker begrebet forbundethed. Med reference til biennalens hovedtema ’How will we live together?’ minder det danske bidrag os om, hvordan arkitekturen som kunstart kan synliggøre det usynlige og fremkalde en grundlæggende følelse af forbundethed mellem mennesker og jordens elementer.

Udstillingsoplevelsen opstår i mødet mellem den besøgende, bygningen og omgivelserne, der med vandets kredsløb som drivkraft konstant påvirker den sanselige oplevelse. Vandet i pavillonen opsamles på stedet, og klimatiske udsving vil løbende påvirke udstillingens udtryk og form, f.eks. vil dele af pavillonen blive oversvømmet for at understrege vandet som både livgivende, poetisk, kraftfuldt og uregerligt på én og samme tid. Hele værket består af rumforløb, hvor vandet kommer ind, iscenesættes, sanses og forlader pavillonen igen; gennem kroppe, fordampning, fotosyntese og nedsivning.

 

  • Date 7. juni 2021
  • Tags Events
da_DKDansk